tirsdag den 16. september 2014

Dans, shopping og ofring

Hej igen!

Lige en lille update fra de sidste dage.
Søndag aften valgte vi at spise på en restaurant ved stranden, hvor der skulle være balinesisk dans. Vi så jo også dans, da vi var på vores 2-dages tur i sidste uge, men dette var en anden type dans. Denne var ikke struktureret som et teaterstykke, men bare som små separate danse, hvor der enten var én enkelt eller flere dansere på scenen. Desuden var det kun kvinder, som dansede. Det var rigtig flot at se. Deres dragter var meget specielle og flotte, og de var utrolig dygtige til at danse. Det er meget specielt at se, da det ikke minder om noget dans, man ellers har set andre steder. Det er særligt imponerende, hvordan de bruger deres mimik og hænder/fingre i dansen.
I går havde vi lyst til at komme lidt væk fra hotellet, så mor, Mathias og jeg tog en tur til byen Kuta. Byen ligger kun ca. 15 km. fra der hvor vi bor, men det tog ca. 40 min. at køre hver vej, da trafikken er så tæt. Kuta er på mange måder "ungdommens by". Byen ligger langs en kæmpe strand med store bølger, så især surfere fra Australien rejser her til. Vi kom hovedsageligt for at shoppe i deres to enorme shoppingcentre, hvilket bestemt ikke var nogen skuffelse. Der var enormt mange butikker, så vi brugte en del timer på at nå det hele igennem. Alt i alt en rigtig hyggelig dag - omend uden balinesisk kultur og natur - men det var heller ikke dét, vi tog dertil for ;-)
I dag har vi bare slappet af på hotellet og far og jeg har været på stranden, hvor der skete noget lidt usædvanligt. På stranden var der opstillet en pavillon, hvor der sad en masse balinesere i hvide klædedragter i gang med en form for religiøst ritual. De sad længe med en præst foran og messede, indtil de pludselig rejste sig for at gå ned til vandet. Her satte nogen sig ned, mens andre stod op. Der blev så båret et fuglebur ned til dem, hvorefter præsten ofrede to af de små fugle ved at brække nakken på dem! Efterfølgende kastede de noget, der lignede to små gæs ud i vandet, hvorefter to mænd skyndte sig ud for at samle dem op, inden de nåede at flyve væk. Heldigvis blev gæssene ikke ofret, såvidt vi kunne se. Det var specielt at opleve, og også lidt barbarisk, synes jeg...
I morgen regner vi med at tage til en by, der hedder Amed på østkysten. Her skal vi hovedsageligt snorkle, så vi håber på at se nogle flotte fisk og koraller.
Det var alt for denne gang.

Kærlig hilsen Anna


Billeder fra den balinesiske dans.



Fra et af de store shoppingcentre i Kuta


Billeder fra ceremonien på stranden.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar