fredag den 17. oktober 2014

Velkommen til Sri Lanka

Hej alle sammen

Så har vi sagt farvel og tak til Maldiverne og ankom til Sri Lanka onsdag aften. Vi havde en god rejse, selvom der var lidt problemer i Malé lufthavn, hvilket betød, at vi måtte vente i verdens mindste lufthavn på Maldiverne i ca. 4 timer.
Vi har boet på et udmærket hotel i Colombo de sidste to nætter. Både onsdag og torsdag aften oplevede vi uvejr med voldsom lyn og torden, men heldigvis var det godt vejr i løbet af torsdagen, hvor vi brugte dagen på at se et museum og et par buddhistiske templer i Colombo.
Man kan tydeligt mærke forskellene på Maldiverne og Sri Lanka. Tempoet her er et ganske andet. Alt her virker langt mere hektisk med tæt trafik, dyttende biler og de små tuk-tuks, som drøner rundt, så det er lidt noget andet end de få biler og scootere, som var på Maldiverne. Vi rejser sammen med en dansk rejseleder fra Adventuredk og en lokal, engelsktalende guide, som i hvert fald skal være med os de første 14 dage. Vi har vores egen bus, som vi skal rejse rundt i på hele turen. Det er en rigtig lækker bus med både aircondition og wifi – to ting, som står i meget høj kurs :-)
Vi sidder nu i bussen på vej mod Pinnawala. Turen varer ca. 6 timer, så det er lidt strengt, men heldigvis er det spændende at kigge ud på naturen og de byer, vi kører igennem. Vi er lige kørt forbi en kæmpe elefant, som blev trukket langs vejen af to mænd, så det var lidt sjovt. I Pinnawala skal vi hjælpe med at passe elefanter på ”Millennium Elephant Foundation” de næste par dage, så det skal nok blive rigtig spændende :-)


Kærlig hilsen Anna


Billede taget fra det lille indenrigsfly vi fløj til Malé i.
Vores bus. 
Tuk-tuks 



Billeder fra de templer vi besøgte i går.







Ingen kommentarer:

Send en kommentar