Hej alle sammen
Så kom vi endelig frem til Bali efter en lang flyvetur. Vi er kommet godt frem, og alt er heldigvis forløbet som planlagt. Vi bor på et rigtig hyggeligt, stille og roligt hotel kun ca. 300-400 m fra stranden. Vejret er super dejligt, ca. 28 gr., sol og en lille smule vind.
Dagen i dag startede jeg med en svømmetur i poolen, som kun ligger ca. 5 m fra Mathias' og mit værelse. Det blev dog en anelse tidligere end planlagt. Mit vækkeur ringede allerede kl. 6.50, da min mobil åbenbart ikke helt kan finde ud af at indstille tidsforskellen korrekt, så den havde ændret tiden i løbet af natten, men så fik jeg da en tidlig morgendukkert ;-) Ellers har vi brugt dagen på at spise morgenmad på stranden, bade, gå lidt rundt i byen, og så har vi haft et møde med en guide fra vores rejsebureau. Han fortalte os om en masse ture, som vi kan komme på. Der var mange ting, som lød rigtig spændende, så vi må i gang med at overveje, hvad vi vil opleve.
Alting er meget anderledes i forhold til i Danmark. Specielt lydene og lugtene synes jeg, man skal vende sig til. På gaden lugter det af en blanding af den lokale mad med de mange krydderier og røgelse fra de små offergaver, som de lokale sætter alle vegne. Ude på hovedgaden er der en heftig trafik med dyttende biler og scootere, der drøner forbi - jeg skal i hvert fald ikke prøve at køre bil her! Heldigvis er der rimeligt fredeligt, hvor vi bor. En anden ting, man skal vende sig til, er deres valuta. Det meste er heldigvis billigere end i Danmark, men alligevel skal man betale flere hundrede tusinder ;-)
Jeg tror, det var alt for nu. Jeg håber, alt er vel der hjemme.
Kærlig hilsen Anna
Her er nogle billeder fra vores første døgn:
Kylling i karry - selvfølgelig med ris - meget lækkert, men temmelig stærkt ;-) |
Billede fra vores værelse |
Billede fra hotellet |
Billede taget fra vores terrassedør |
Stranden ved Sanur |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar